Årsager til infektion i en piercing
En infektion i en piercing opstår, når bakterier får adgang til vævet omkring smykket og begynder at formere sig. Under normale forhold fungerer huden som en effektiv barriere mod mikroorganismer, men når den gennembrydes ved en piercing, bliver vævet midlertidigt sårbart. I helingsperioden dannes der gradvist en ny epitelkanal omkring smykket, men før denne proces er afsluttet, kan bakterier trænge ind gennem selv små åbninger eller mikroskopiske rifter.
Infektioner opstår derfor typisk, når bakterier får adgang til vævet på et tidspunkt, hvor helingen er ufuldstændig, eller når vævet er irriteret. Den hyppigste årsag er manglende håndhygiejne, mekanisk påvirkning, forkert smykkevalg eller overdreven rensning. Derudover kan dårlig hygiejne under selve piercingen være en væsentlig risikofaktor.
Mangelfuld hygiejne under selve piercingen
Infektioner kan i sjældne tilfælde opstå allerede under selve piercingen, hvis der ikke arbejdes under sterile forhold. Hvis pierceren ikke anvender engangsnåle, arbejder uden handsker, eller bruger udstyr, der ikke er korrekt steriliseret, kan bakterier overføres direkte til vævet. Særligt bakterier fra hud eller miljø – som Staphylococcus aureus eller Pseudomonas aeruginosa – kan forårsage alvorlige infektioner, hvis de indføres i et åbent sår.
Mikroorganismer kan også overføres via usterile smykker, forurenede tangsæt eller utilstrækkelig desinficerede overflader i piercingsrummet. En piercing udført under sådanne forhold øger risikoen for infektion markant allerede fra første døgn. Professionelle piercere bør derfor altid anvende sterile engangsnåle, engangshandsker, desinficerede arbejdsflader og smykker, der er autoklaveret eller leveret sterilt fra producenten.
Urene hænder
Når man rører ved piercingen med urene hænder, overføres mikroorganismer – primært bakterier – direkte til såret. Hænderne bærer både den naturlige bakterieflora (residente bakterier) og midlertidige bakterier, man samler op fra omgivelserne (transiente bakterier). Det er især de transiente bakterier, som kan give infektion, da de ofte stammer fra forurenede overflader.
Når bakterierne kommer ind i kroppen, genkendes de som fremmede af immunsystemet. Kroppen reagerer ved at øge blodgennemstrømningen og sende hvide blodlegemer til området for at bekæmpe bakterierne. Resultatet er varme, hævelse, rødme og ømhed – de klassiske tegn på inflammation. Hvis bakterierne får lov at formere sig, kan der udvikles pus og eventuelt systemiske symptomer som feber eller utilpashed.
For stramt smykke
Et smykke, der sidder for tæt, kan påvirke vævet både mekanisk og biologisk. Det konstante tryk hæmmer blodcirkulationen og reducerer tilførslen af ilt og næringsstoffer, som er nødvendige for vævets regenerering. Samtidig fjernes affaldsstoffer langsommere, hvilket skaber et miljø, hvor bakterier lettere kan vokse.
Trykket kan desuden skabe mikroskopiske skader i den nyformede epitelkanal. Disse små rifter bryder hudens barriere og giver bakterier adgang til dybere vævslag, hvor immunforsvaret har sværere ved at reagere hurtigt. Den fugtige og varme zone under et for stramt smykke udgør et ideelt miljø for bakteriel vækst. Hvis trykket ikke reduceres, kan vævet blive betændt, og der kan udvikles lokal nekrose eller en egentlig infektion.
Overrensning og stærke rensemidler
Hudens overflade rummer en naturlig mikrobiologisk balance – et samspil mellem gavnlige bakterier og beskyttende fedtstoffer, som forhindrer skadelige mikroorganismer i at få fodfæste. Når man renser for ofte eller med for stærke midler som sprit, klorhexidin eller for koncentreret saltvand, ødelægges denne naturlige barriere.
Vævet bliver udtørret, og cellerne beskadiges, så små revner opstår i huden. Disse mikroskopiske skader giver bakterier lettere adgang til vævet. Overrensning kan derfor paradoksalt nok øge risikoen for infektion, selvom formålet er at forebygge den. En korrekt rensning bør ske nænsomt med steril saltvandsopløsning i fysiologisk koncentration (0,9 % NaCl) en til to gange dagligt – ikke mere.
Tryk og bevægelse
Vedvarende tryk og bevægelse omkring en piercing skaber mekanisk irritation, som forsinker helingen og øger risikoen for infektion. Gentagne bevægelser – for eksempel at sove på piercingen, bruge tætsiddende tøj eller udsætte området for træk – kan skabe mikroskopiske rifter i vævet.
Disse små skader udløser en vedvarende inflammatorisk reaktion, hvor vævet forsøger at reparere sig selv. Den konstante irritation forhindrer dog, at helingen stabiliseres, og åbner små kanaler, hvor bakterier kan trænge ind. Mekanisk stress kombineret med bakteriel påvirkning er en af de mest almindelige årsager til lokale infektioner, særligt i bruskpiercinger.
Kosmetik og hårprodukter
Kosmetiske produkter og hårpleje indeholder ofte olier, alkohol og konserveringsmidler, som kan forstyrre hudens naturlige balance og forårsage kemisk irritation. Når disse produkter kommer i kontakt med en piercing under heling, kan de både irritere vævet og skabe næring for bakterier.
Desuden kan makeup, shampoo eller lotion tilstoppe porerne og forhindre udskillelse af væske fra såret. Det fører til ophobning af døde hudceller og bakterier omkring smykket, hvor fugt og varme giver optimale betingelser for infektion.
Pool og havvand
Pool- og havvand indeholder bakterier, mikroorganismer og kemiske stoffer, som kan forstyrre helingen. Klor i svømmehaller reducerer bakteriemængden, men irriterer også vævet og svækker hudens barrierefunktion. Havvand indeholder naturlige mikroorganismer, som er uskadelige for intakt hud, men som kan give infektion, hvis de trænger ind gennem et åbent sår.
Bakterier fra vandmiljøer kan desuden danne biofilm – et tyndt lag af bakterier, som sætter sig fast på smykket og beskytter sig mod immunforsvaret. En biofilm er vanskelig at fjerne og kan føre til en mere langvarig eller kronisk infektion. Derfor bør man undgå badning i pool, spa og havvand, indtil piercingen er fuldstændig helet.
Kroppens reaktion på bakterier
Når bakterier får adgang til vævet omkring en piercing, reagerer kroppen øjeblikkeligt ved at aktivere sit immunforsvar. Kroppen opfatter bakterierne som fremmede organismer, og det udløser en lokal inflammatorisk reaktion – en naturlig forsvarsmekanisme, hvor kroppen forsøger at nedbryde bakterierne og genoprette vævets balance.
Det første, der sker, er, at blodkarrene i området udvider sig, så blodgennemstrømningen øges. Det medfører, at flere hvide blodlegemer (primært neutrofile granulocytter og makrofager) transporteres til infektionsstedet. Disse celler bevæger sig ud gennem karvæggene og ind i vævet, hvor de opsluger og nedbryder bakterierne i en proces kaldet fagocytose. Denne aktivitet øger temperaturen lokalt og skaber den varme, man ofte mærker omkring en inficeret piercing.
Samtidig frigives signalstoffer som histamin og cytokiner, der øger karpermeabiliteten og tiltrækker endnu flere immunceller. Den øgede mængde væske og celler i vævet giver hævelse, ømhed og en følelse af spænding omkring piercingen. Kroppen forsøger her at skabe en kontrolleret betændelsestilstand for at isolere og bekæmpe bakterierne.
Hvis bakterierne ikke elimineres hurtigt, kan der dannes pus – en blanding af døde bakterier, døde hvide blodlegemer og vævsvæske. Pusdannelse indikerer, at kroppen kæmper aktivt mod infektionen. Trykket fra hævelsen og væskeophobningen kan desuden give en dunkende smerte.
Ved mere omfattende infektioner kan reaktionen blive systemisk. Det betyder, at immunforsvarets signalstoffer spredes gennem blodet, hvilket kan føre til feber, træthed og almen utilpashed. Disse symptomer er tegn på, at kroppen arbejder på at bekæmpe bakterierne mere bredt.
5 klassiske tegn på infektion
- Rødme
Rødmen opstår, fordi blodkarrene i det inficerede område udvider sig – et fænomen kaldet vasodilatation. Det betyder, at der strømmer mere blod til området, så immunforsvaret kan levere de nødvendige celler og næringsstoffer til vævet. Denne øgede blodgennemstrømning giver huden en rødlig farve omkring piercingen. Rødmen er derfor et tidligt og tydeligt tegn på, at kroppen har registreret bakterier og er i gang med at reagere.
- Varme
Den lokale temperaturstigning skyldes den samme proces som rødmen – øget blodtilførsel. Det varme blod, der ankommer til området, transporterer både ilt og immunceller. Derudover frigiver immunforsvarets celler signalstoffer, som øger stofskiftet lokalt og dermed genererer varme. Den følte varme er et tegn på, at immunforsvaret er aktivt og arbejder med at bekæmpe bakterierne.
- Hævelse
Hævelse opstår, fordi de udvidede blodkar bliver mere gennemtrængelige. Det gør det muligt for hvide blodlegemer og væske at trænge ud i vævet, så de kan nå bakterierne. Denne væskeansamling – kaldet ekssudat – hjælper kroppen med at fortynde bakteriernes affaldsstoffer og bringe immunstoffer tættere på infektionsstedet. Hævelsen kan dog skabe tryk i vævet, hvilket ofte ledsages af ømhed eller spænding omkring piercingen.
- Smerte
Smerte opstår, når hævelsen trykker på de omkringliggende nerveender, og når immunforsvaret frigiver kemiske signalstoffer som prostaglandiner og bradykinin, der øger smertefølsomheden. Smerten har en vigtig funktion: den får personen til at beskytte området og undgå yderligere skade. En begyndende smerte er derfor en normal del af helingsprocessen, men hvis den bliver intens, dunkende eller spreder sig, er det et tegn på, at infektionen er ved at udvikle sig.
- Nedsat funktion
Den nedsatte funktion er resultatet af kombinationen af smerte, hævelse og inflammation. Vævet bliver stift, ømt og mindre bevægeligt. Kroppen gør dette bevidst – ved at begrænse bevægelsen omkring det inficerede område mindskes risikoen for, at bakterierne spredes yderligere, og vævet får ro til at hele. I praksis kan det mærkes som, at piercingen føles “spændt” eller ikke tåler berøring eller bevægelse i smykket.