Piercing & tandskader

Hvorfor opstår tandskader i forbindelse med piercing

Tandskader relateret til piercinger forekommer hyppigst ved piercinger i eller omkring mundhulen – især tungepiercinger, læbepiercinger, smiley-piercinger (frenulum) og i sjældnere tilfælde medusa- og monroe-piercinger. Skaderne opstår som regel ved gentagen, mekanisk kontakt mellem smykket og tænderne eller tandkødet. Hver gang man taler, tygger, synker eller ubevidst leger med smykket, kan kugler eller stave ramme tænderne med små, gentagne slag. Over tid kan denne bevægelse føre til mikroskopiske skader, der gradvist udvikler sig til synligt slid, afskalninger eller revner i tandsubstansen.
Derudover kan smykker, der ligger tæt på tandkødskanten, forårsage kronisk irritation i slimhinden, hvilket kan resultere i betændelsestilstande eller tandkødsrecession (tilbagetrækning af tandkødet). Kombinationen af mekanisk påvirkning, bakterier og fugt gør mundpiercinger særligt sårbare, da vævet her konstant udsættes for bevægelse og bakterieflora. Derfor betragtes korrekt udførelse, smykkevalg og opfølgning som afgørende for at undgå tandskader.

Placeringens betydning

Placeringen af en oral piercing har stor betydning for både komfort, funktion og risikoen for skader. En korrekt placeret tungepiercing skal ligge centreret og balanceret i forhold til både tandrækker og tungens naturlige bevægelse. Hvis piercingen sidder for langt fremme, øges risikoen for gentagne stød mod fortænderne, især når man taler, spiser eller ubevidst leger med smykket. Disse gentagne slag kan over tid forårsage små afskalninger i emaljen, revner eller i værste fald brud på tanden.

Sidder piercingen derimod for langt tilbage, kan den ramme ganen (den hårde eller bløde del afhængigt af placeringen). Det kan medføre sår, irritation og i nogle tilfælde dannelse af hårdt arvæv i ganeslimhinden. Ved konstant kontakt kan ganen blive øm og irriteret, og nogle oplever ændret tale eller ubehag, når de spiser. Derudover kan for bagudrettet placering medføre, at smykkets bundkugle trykker mod tungebåndet eller musklerne i tungens bageste del, hvilket kan give hævelse, spændinger og nedsat bevægelighed.

For læbe- og smiley-piercinger gælder lignende principper: en for lav eller skrå placering kan resultere i, at smykket konstant gnider mod tandkødets kant og forårsager tilbagetrækning (recession), hvor tandhalsen blotlægges og bliver følsom. En for høj eller forkert vinkel kan derimod give pres på indersiden af læben eller irritere slimhinden over tænderne.

Korrekt anatomisk vurdering før piercingen og præcis udførelse under selve piercingen er derfor afgørende. Placeringen bør altid tage højde for både tandstilling, tungens længde og bevægelighed, samt hvor meget væv der er til rådighed. Selv små afvigelser kan over tid føre til betydelige skader, og derfor skal placeringen tilpasses individuelt frem for at følge faste standardmål.

Smykkets længde og pasform

Smykkets længde har direkte betydning for risikoen for kontakt med tænderne. Et for langt smykke giver øget bevægelse, hvilket betyder, at kuglerne lettere rammer tænderne, især under samtale og tygning. Samtidig kan et for kort smykke skabe vedvarende tryk i vævet og give anledning til hævelse, sår og betændelse. Under helingsfasen anvendes altid en lidt længere stav for at give plads til den naturlige hævelse, men når hævelsen er faldet, skal smykket kortes ned. Hvis dette ikke gøres, bliver bevægelsen mellem smykke og væv for stor, hvilket både forsinker heling og øger risikoen for tandskader.
Et smykke, der er korrekt tilpasset, skal tillade naturlig bevægelse uden at give friktion mod tænder, tandkød eller gane. Opfølgning og justering efter heling er derfor en essentiel del af det professionelle arbejde med orale piercinger. Mange skader kunne undgås, hvis smykker blev kortet ned i tide, og hvis kunder fik regelmæssig kontrol af deres piercing efter de første måneder.

Materialets betydning

Materialet i et piercingsmykke spiller en vigtig rolle for både heling, hygiejne og risikoen for irritation eller skader. Biokompatibilitet – altså materialets evne til at fungere i kroppen uden at fremkalde allergi, betændelse eller vævsreaktion – er helt afgørende. De mest anvendte materialer i professionelle piercinger er implant grade titanium (ASTM F136), niobium, PTFE (teflon) og bioplast, da disse materialer er stabile, nikkelfrie og tolereres godt af vævet.

Ved orale piercinger er det især vigtigt, at materialet ikke afgiver partikler eller reagerer med spyt, da mundmiljøet konstant påvirkes af fugt, temperaturændringer og bakterier. Et biokompatibelt materiale mindsker risikoen for irritation, infektion og vævsforandringer omkring piercingen, hvilket igen reducerer behovet for bevægelse eller justeringer, der kan føre til tandskader.

Selve materialet har dog mindre betydning for tandpåvirkningen end smykkets længde og pasform. Et smykke i titanium kan være fuldstændig sikkert, hvis længden er korrekt, mens det samme materiale kan give skader, hvis smykket er for langt og bevæger sig unødigt. Den primære beskyttelse af tænderne ligger derfor i at sikre den helt rigtige længde – tæt nok til at minimere bevægelse, men uden at skabe pres på vævet.

Når piercingen er helet, kan det være en fordel at skifte til et lettere eller mere fleksibelt materiale som bioplast eller PTFE, særligt hos personer, der har en tendens til at tygge eller lege med smykket. Disse materialer giver efter ved bevægelse og mindsker risikoen for utilsigtet pres mod tænder eller tandkød, uden at gå på kompromis med biokompatibiliteten.
Uanset materiale er det afgørende, at smykket er fremstillet af dokumenteret implant-grade kvalitet, har glatte overflader og er designet specifikt til piercingbrug – ikke blot smykkeudsmykning. Det sikrer optimal vævstolerance, god mundhygiejne og den lavest mulige risiko for tandskader.

Typiske konsekvenser

De mest almindelige tandskader fra piercinger omfatter emaljeslid, revner, afskalninger og i alvorlige tilfælde frakturer på tanden. Derudover kan der opstå mikroskopiske skader, som gradvist forværres, hver gang smykket rammer tanden. Tandkødet omkring det berørte område kan trække sig tilbage, hvilket blotter tandhalsene og gør tænderne mere følsomme over for kulde og berøring. Dette kan også medføre øget risiko for caries, fordi den blottede del af tanden ikke har samme beskyttelse som emaljen.
Ved tungepiercinger kan der desuden opstå hævelse eller fortykkelse i vævet omkring piercingen, hvilket kan ændre tungens bevægelighed og i sjældne tilfælde give problemer med udtale. Skader på ganen eller slimhinderne kan give vedvarende ømhed og arvævsdannelse. I meget sjældne tilfælde ses også beskadigelse af tandrødder eller rodspidser ved vedvarende, hårdt slag mod tænderne.

Tandlægens muligheder, hvis skaden er sket

Hvis der allerede er opstået skade, kan tandlægen vurdere omfanget og iværksætte passende behandling. Ved mindre slid eller begyndende revner kan tandlægen polere eller forsegle overfladen med et beskyttende lag komposit for at forhindre yderligere skade. Hvis der er tale om større afskalninger, kan tanden bygges op igen med plast eller porcelæn, alt efter hvor omfattende skaden er.
Ved følsomme eller blottede tandhalse kan tandlægen påføre en fluoridholdig lak eller et beskyttende lag, som mindsker følsomheden. Hvis tandkødet har trukket sig tilbage som følge af konstant gnidning, kan tandlægen i nogle tilfælde henvise til en tandkirurg for vurdering af muligheden for rekonstruktion af tandkødet.
I alvorlige tilfælde, hvor tanden er knækket eller roden beskadiget, kan mere omfattende behandling være nødvendig, såsom rodbehandling, krone eller i værste fald tandudtrækning.
Tandlægen vil desuden rådgive om, hvordan du bedst beskytter tænderne fremover – ofte ved at ændre smykketype, forkorte staven eller vælge et blødere materiale. I mange tilfælde vil tidlig indsats kunne forhindre, at en begyndende skade udvikler sig til et permanent problem.

Forebyggelse og gode råd

Den bedste måde at undgå tandskader på er at være opmærksom fra starten. Når du får lavet en piercing i eller omkring munden, vurderer pierceren altid din anatomi for at sikre, at placeringen og smykkets størrelse passer præcist til dig. Det er vigtigt, at smykket får den rette længde, og at det kortes ned igen, når hævelsen er faldet. Et for langt smykke kan bevæge sig for meget og slå mod tænderne, mens et for kort kan give tryk og irritation.

Du bør undgå at tygge, klikke eller lege med smykket, da det er den hyppigste årsag til skader på tænder og tandkød. Det kan virke som en vane, men over tid kan selv små bevægelser slide på emaljen eller irritere tandkødet.

I helingsperioden er det en god idé at sove på siden eller ryggen i stedet for på maven, så du undgår unødigt tryk på piercingen. Hold området rent efter de instruktioner, du har fået, og kontakt altid pierceren, hvis du oplever ubehag, hævelse eller mistanke om, at smykket er for langt eller for kort.

Når piercingen er helet, anbefales det at få den kontrolleret regelmæssigt – både af pierceren og eventuelt tandlægen. Det handler ikke om, at piercinger nødvendigvis skader tænderne, men om at opdage og forebygge problemer i tide.
Med korrekt placering, den rette smykkelængde og en god efterbehandling kan du sagtens have en oral piercing i mange år uden at risikere skader på tænder eller tandkød.

Hvornår bør man søge hjælp

Hvis du oplever ømhed i tandkødet, synlige slidmærker på tænderne, tandfølsomhed, ubehag i ganen eller ændringer omkring piercingen, bør du altid få det vurderet – både af pierceren og eventuelt tandlæge. En hurtig vurdering og tilpasning af smykket kan forhindre, at mindre irritationer udvikler sig til egentlige skader. Jo tidligere problemet opdages, desto enklere er det at behandle og begrænse konsekvenserne.