Akryl

Akryl, også kendt som PMMA (polymethylmethacrylat), er et let og hårdt plastmateriale, der ofte bruges til piercingsmykker som farvede kugler, plugs, tunnels og kreative designs. Materialet føles varmt og behageligt mod huden og er særligt populært, fordi det findes i et bredt udvalg af farver og former. På grund af sin lave vægt og blødere karakter sammenlignet med metal kan akryl også være et mere tandvenligt valg i tungepiercinger. Når et metalsmykke rammer tænderne gentagne gange, kan det over tid forårsage slid, revner i emaljen eller små mikrotraumer, mens akryl absorberer en del af stødet. Derfor vælger nogle akryl i perioder for at beskytte tænderne. Samtidig er akryl dog betydeligt mere sårbart i mundmiljøet: den konstante fugt, temperaturvariationer og mekanisk belastning fra tygning gør, at akryl nemt slides, bliver mat, udvikler små revner eller får skarpe kanter. Af den grund skal akrylsmykker i tungepiercinger udskiftes oftere end metal, da materialet ellers kan knække eller skabe irritation i vævet.

Selvom akryl har lethed og komfort som klare fordele, har det markante begrænsninger, der gør det mindre egnet til nye piercinger. Akryl er porøst og får hurtigt mikroskopiske ridser, som kan fastholde bakterier, snavs og sårvæske – noget der er problematisk i en helende piercing, hvor vævet har brug for et så glat og stabilt miljø som muligt. Materialet tåler desuden hverken autoklavering eller alkoholbaserede rengøringsmidler, fordi begge dele kan gøre det skørt eller få det til at deformere. Hvis akryl udsættes for pres, kan det knække eller splintre, og selv små splinter kan irritere huden eller skabe mikrotraumer i kanalen. Derfor anbefales akryl primært til helede piercinger og sjældent som startsmykke.

Akryl er til gengæld fuldstændig ikke-magnetisk og ikke-ledende, hvilket gør det sikkert i forbindelse med medicinske scanninger. I modsætning til mange metaller forstyrrer akryl ikke MR-scanninger, påvirkes ikke af magnetfelter og bliver ikke ophedet. Det er også radiotransparent, hvilket betyder, at det stort set ikke vises på røntgenbilleder og kun i minimal grad på CT-scanninger. Det gør akryl til et materiale, der sjældent skaber problemer i billeddiagnostik, og mange hospitaler tillader derfor, at akrylsmykker bliver siddende under undersøgelser – dog altid efter en konkret vurdering, da nogle afdelinger ønsker alle smykker fjernet af hygiejniske eller praktiske grunde.