Det kan være frustrerende og ærgerligt at opleve, at en piercing er ved at vokse ud. Det sker, når kroppen begynder at afstøde smykket, og piercingen langsomt bevæger sig tættere på hudens overflade.
Nogle gange skyldes det en konkret årsag, som fx forkert placering eller manglende pleje – men andre gange handler det ikke om fejl, men simpelthen om, at kroppen ikke accepterer piercingen. Kroppen opfatter smykket som et fremmedlegeme og forsøger at skubbe det ud, også selvom alt ellers er gjort korrekt. Det er altså ikke altid din eller piercerens skyld – nogle gange er det bare uheld og biologi.
Hvorfor vokser min piercing ud?
Der kan være flere grunde til, at en piercing bliver udstødt. De mest almindelige er:
1. Forkert dybde
Hvis piercingen ikke er lavet i den rette dybde, kan helingsprocessen blive forstyrret, og kroppen kan reagere ved at afstøde smykket.
2. Forkert aftercare
Utilstrækkelig eller forkert pleje – fx brug af produkter med alkohol som brintoverilte – kan irritere vævet og gøre det svært for kroppen at hele. Det øger risikoen for, at piercingen bliver udstødt.
3. Fysisk påvirkning
Slag, træk eller tryk på piercingen – fx under sport, søvn eller ved påklædning – kan forstyrre helingen og få kroppen til at forsøge at skubbe smykket ud.
4. Kroppens naturlige reaktion
Selvom du følger alle anbefalinger, kan kroppen alligevel vælge at afstøde piercingen. Det er ikke altid muligt at forudsige, og det er heller ikke nødvendigvis nogens skyld – det er bare kroppens måde at beskytte sig selv på.
Kan man redde en piercing, der er ved at blive udstødt?
Desværre nej – i de fleste tilfælde, hvor en piercing er ved at blive udstødt, er det ikke muligt at redde den. Det vigtigste er at få vurderet, om der faktisk er tale om udstødning, eller om piercingen blot er irriteret.
Tegn på udstødning er, at smykket gradvist flytter sig og sidder i mindre og mindre væv. Nogle gange kan udviklingen ske meget hurtigt – fra normal til udstødt på få dage. Et godt råd er at tage et billede af piercingen hver 2.-3. dag, så du kan følge med i, om smykket ændrer placering.
Hvad skal jeg gøre, hvis min piercing er ved at blive udstødt?
Hvis du har mistanke om, at din piercing er i gang med at blive udstødt, bør du fjerne smykket hurtigst muligt. Jo længere du venter, desto større er risikoen for, at der dannes et tydeligt ar. Fjernes piercingen i tide, vil mærket ofte være mindre synligt.